22-11-2017
Spot den falske webshop
- og undgå at blive snydt til Black Friday
6 gode råd til en it-sikker hverdag
- Slå to-trins-login til, og lav dit kodeord længere
- Opdatér dine programmer
- Tag sikkerhedskopier
- Reagér kun på sikre beskeder
- Tjek altid »Om os«-siden
- Hold dit NemID for dig selv
Tjek altid afsnittet »Om os«, før du handler
Hvert år bliver flere hundrede tusinde danskere snydt af fupbutikker på nettet. Især op til Black Friday den sidste fredag i november, hvor nogle af butikkerne lokker med – ofte lidt for! − gode tilbud.
Men ét konkret råd kan gøre det nemmere for dig at spotte disse online fupbutikker, når du jagter gode tilbud på nettet: Tjek altid afsnittet »Om os« eller lignende.
Hackerne er nemlig ret dygtige, når de laver falske webshops. Men de er sjældent gode til at stave og kommer ofte med en utroværdig historie på »Om os«-siden. Måske har de helt undladt at lave sådan en side …
Kendetegn ved en falsk webshops »Om os«-side
- Underlige formuleringer – fx dansk, der er dårligt (maskin)oversat fra andre sprog
- Forkert brug af store og små bogstaver
- Stavefejl
Typiske varer, som danskere har »brændt fingrene på«, er mærketøj, elektronik og helseprodukter.
Skal du også shoppe online? Så tjek www.viholderhackerneude.dk, som er et nyt kampagnesite fra Digitaliseringsstyrelsen, KL, Danske Regioner, Finans Danmark, e-mærket og Forbrugerrådet Tænk.
På sitet kan du blandt andet se et eksempel på en falsk »Om os«-side og en video med en forbruger, der er blevet snydt.
Rigtig god, sikker julehandel!
NB. Husk også at handle lokalt, så du er med til at sikre, at vi også har detailforretninger i vores lokalområde i morgen!
Venlig hilsen
Klim Sparekasse