+45 98 22 52 55

Følg os på de sociale medier 

Følg os på de sociale medier 

31-08-2020

Tilfredsstillende regnskab for første halvår 2020

Klim Sparekasse kommer ud af første halvår med et overskud på godt 1,1 mio. kr. før skat. I forhold til samme periode af 2019, som var et ekstra ordinært godt halvår, er der tale om en tilbagegang på 3,9 mio. kr. Set i lyset af Covid-19-situationen, som har påvirket både nedskrivninger og kursreguleringer, er vi således tilfredse med periodens resultat. Sparekassen kan tillige underrette om et samlet forretningsomfang, som er steget 0,5 % til 630 mio. kr. En nettotilgang af ca. 130 nye kunder er særdeles tilfredsstillende i et primært markedsområde, som strækker sig mellem Thisted og Aabybro samt Aars mod syd.

Resultatopgørelsen
Nettorente- og gebyrindtægter er faldet med 4,9 % til 9,9 mio.kr., som især skyldes faldende udlån, betaling af negative renter til Nationalbanken samt faldende udbytte af aktier. Netto renteindtægterne er således faldet 6,3 %.

Fonds- og valutabeholdningen har givet et samlet kurstab på 798 t.kr., hvor denne post i 2019 udviste en kursgevinst på 1,4 mio. kr. Kurstabet relaterer sig i høj grad til uro på finansmarkederne, da Covid-19 var på sit højeste niveau.

De samlede udgifter til personale og administration udgør 6,7 mio.kr. mod sidste års 6,5 mio.kr., svarende til en stigning på 2,3 %. Betydelige stigninger i omkostninger til edb, administration og support, er hovedårsagen.

På posten nedskrivninger på udlån kan netto udgiftsføres 1.225 t.kr., hvor der i 2019 kun var en udgift på 98 t.kr. på denne post. Et ledelsesmæssigt skøn på 883 t.kr. i Covid-19-relaterede nedskrivninger er indeholdt i dette beløb. Sparekassen har dog endnu ikke set mærkbare negative eftervirkninger på kundernes engagementer på grund af Covid-19. Vi er næsten ikke eksponeret i de mest følsomme brancher på erhvervssiden, og blandt vore privatkunder ser vi kun få negative konsekvenser, da mange har en stærk økonomi og godt kan klare kortere perioder med arbejdsløshed.

Balancen
Udlån udgør pr. 30. juni 2020 178,3 mio. kr., hvilket er et fald på 9,5 % i forhold til 1. halvår 2019, og et fald på 1,8 % i forhold til ultimo 2019. Faldet i 2020 kan især relatere sig til erhvervskundernes udnyttelse af diverse Covid-19-hjælpepakker fra staten, som sparer dem for at trække så meget som sædvanlig på kreditterne, hvilket også påvirker sparekassens renteindtægter.

Indlån udgør 378,4 mio.kr., hvilket er en stigning på 2,9 % i forhold til 1. halvår 2019 og en stigning på 0,4 % i forhold til ultimo 2019.

Egenkapitalen udgør pr. 30. juni 2020 88,9 mio.kr., hvilket er en stigning på 7,4 mio.kr. i forhold til 30. juni 2019.

Garantierne er opgjort til 73,4 mio. kr., hvilket er en stigning på 18,3 % i forhold til 30. juni 2019, som følge af flere bolighandler og tillægslån i kreditforeninger.

I forhold til 1. halvår af 2019 er balancen steget 4,2 % til 473,4 mio. kr.

Sparekassens solvens udgør nu 28,8 %, hvor lovens mindstekrav udgør 8 %. Det individuelle solvensbehov er opgjort til 11,8 % incl. et Covid-19-tillæg på 0,32 %. Overdækningen er således blandt de største i Danmark. Likviditetsoverdækningen i Klim Sparekasse udgør 2.325 %, og udlån i forhold til egenkapital udgør kun faktor 2,0, hvilket dokumenterer, at sparekassen er særdeles solid og godt polstret til at imødekomme fremtidens forøgede kapitalkrav.

Generelle forhold – stor opbakning til den lokale selvstændige sparekasse
Vi er særdeles tilfredse og stolte over den store opbakning fra såvel bestående som nye kunder til vores lokale og selvstændige sparekasse fra 1877 med 11 ansatte. 83 % af sparekassens kunder er hjemmehørende i det primære lokale markedsområde. Sparekassen har ca. 1.200 garanter, som har fået udbetalt 3 % i rente af garantkapitalen i 2019.

Sparekassen forventer, at årsresultatet af den primære drift (resultat før kursreguleringer og nedskrivninger) bliver i størrelsesorden 5,6 mio.kr., hvilket er en nedjustering på ca. 0,3 mio.kr.

Se halvårsrapport 2020 i pdf-udgave her