+45 98 22 52 55

Følg os på de sociale medier 

Følg os på de sociale medier 

20-08-2024

Tilfredshed med 1. halvår 2024

Klim Sparekasse er kommet fornuftigt fra start i 2024 og kan præsentere et resultat før skat på 4,0 mio. kr. mod 5,2 mio. kr. i 2023

Resultatet tager afsæt i en basisindtjening på niveau med første halvår 2023. Nettorenteindtægterne stiger pænt, som følge af blandt andet stigende udlån. Udlånet er steget 15,6% i forhold til 30/6- 2023. Basisindtjeningen er ligeledes påvirket af større engangsomkostninger, i forbindelse med modernisering af sparekassens lokaler og ændring af det grafiske udtryk.

”Vi ser en meget tilfredsstillende tilgang af nye kunder. Vi er naturligvis glade og stolte over den tillid, som kunderne viser os, og det er til fulde medarbejdernes fortjeneste, for de yder en kæmpe indsats hver dag,” siger adm. direktør Alex Andersen.

Aktiviteten har været høj, specielt på boligområdet, hvilket har medvirket til en stigning i nettogebyr- og provisionsindtægterne på 29,9%. I forhold til samme periode sidste år, så har flere kunder været aktive på boligmarkedet, men også sparekassens værdipapirer har givet et pænt udbytte.

Fonds- og valutabeholdningen har givet en samlet kursgevinst på 0,2 mio.kr., mod en kursgevinst på 0,8 mio. kr. i 2023. Sparekassens beholdning af aktier har givet en gevinst på 0,1 mio.kr., og beholdningen af obligationer en gevinst på 0,1 mio.kr. Sparekassens obligationsbeholdning på 157,9 mio.kr. forvaltes af en ekstern kapitalforvalter med et forsigtigt investeringsmandat.

De samlede udgifter til personale og administration udgør 10,9 mio.kr. mod sidste års 8,2 mio.kr. Engangsomkostninger i forbindelse med modernisering af sparekassens lokaler, samt stigende it-og lønomkostninger er hovedårsagerne til udviklingen. Alene omkostninger til it-udvikling og implementering er steget 12% i årets første 6 måneder.

Nedskrivninger på udlån udgør netto 0,7 mio. kr., hvor det i 2023 udgjorde 0,3 mio. kr. Sparekassens kunder har generelt en sund økonomi og tilpasset sig et højere renteniveau. ”Fiskeriet har haft det svært, men derudover er vi ikke eksponeret mod de mest følsomme brancher på erhvervssiden, og blandt privatkunderne ser vi ingen væsentlige udfordringer, da mange har en stærk økonomi og en god likviditet, ”siger adm. direktør Alex Andersen. Tidligere afsatte beløb øges marginalt og i takt med øget udlån.

 

Balancen

Udlån udgør pr. 30. juni 2024 214,9 mio.kr., hvilket er en stigning på 15,6% i forhold til 1. halvår 2023, og en stigning på 6,3% i forhold til ultimo 2023. 45 % af sparekassens udlån kommer fra erhvervskunder. Landbrug, jagt, skovbrug og fiskeri udgør 17,5 % af det samlede udlån. 88 % af sparekassens udlån stammer fra sparekassens primære markedsområde.

Indlån udgør 440,5 mio.kr., hvilket er en stigning på 7,8 % i forhold til 1. halvår 2023 og en stigning på 1,2 % i forhold til ultimo 2023.

Egenkapitalen udgør pr. 30. juni 2024 115,2 mio.kr., hvilket er en stigning på 11,1 % i forhold til 30. juni 2023. Indbetalt garantkapital udgør 19 mio.kr. af egenkapitalen.

Garantierne er opgjort til 58 mio.kr., hvilket er et fald på 8,9 % i forhold til 30. juni 2023. Her er det udelukkende ændringen af garantistillelsen overfor DLR Kredit, der er årsagen.

I forhold til 1. halvår af 2023 er balancen steget med 9 % til 564,8 mio.kr.

Sparekassens solvens udgør herefter 36,1 %, hvor lovens mindstekrav udgør 8 %. Det individuelle solvensbehov er opgjort til 12,5 %. Overdækningen på 23,6 % er således blandt de største i Danmark. Likviditetsoverdækningen i Klim Sparekasse udgør 2.733 %, og udlån i forhold til egenkapital udgør kun faktor 1,9, hvilket understreger, at sparekassen er særdeles solid og godt polstret til at imødekomme fremtidens kapitalkrav.

 

Generelle forhold

Sparekassens garanter har fået udbetalt 5 % i rente af garantkapitalen for 2023.

På baggrund af den gode start på 2024 fastholder sparekassen forventningerne til resultatet før skat. Årets resultat af den primære drift (resultat før kursreguleringer, nedskrivninger og skat) forventes således i den øvre del af intervallet 7,0 – 9,5 mio.kr.


Se halvårsrapporten her