+45 98 22 52 55

Følg os på de sociale medier 

Følg os på de sociale medier 

04-03-2016

Lige nu lægger bygningen af en helt ny båd til fiskeriet i Thorup Strand beslag på Han Herred Havbådes bådebyggeri i Slettestrand. Foto: Han Herred Havbåde

 

Nyt projekt vil udvikle bæredygtigt fiskersamfund

Projektet hedder ’Jammerbugt i balance’, og det er foreningen Han Herred Havbåde i Slettestrand, Jammerbugt Kommune, der har modtaget 8 mio. kr. fra VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN til opgaven.

Projektet vil udvikle et bæredygtigt fiskersamfund og vise, hvordan man i fællesskab kan tage ansvar for omstilling til naturskånsom anvendelse af et naturrigt havområde i Skagerrak. I praksis vil projektet udvikle firkløvertankegangen inden for bæredygtighed – det sociale, det miljømæssige, det kulturelle og det økonomiske. Dermed vil projektet udvikle og udvide den bæredygtige brug af havets ressourcer.

Projektet vil bidrage til at koordinere værdikæden fra bygning af nye havbåde over fiskeri, landing, forarbejdning, mærkning, distribution og salg til forbrugernes middagsbord.

Partnerskabet sætter fokus på at skabe realkreditlignende vilkår for finansiering af nye havbåde, at skabe vilkår for de unge og fremme en erfaringsudveksling med andre fiskere i både Danmark og udlandet med henblik på at muliggøre de unges udvikling af et bæredygtigt havfiskeri.

Til projektet er der dannet et partnerskab af erhvervsdrivende foreninger på egnen bestående af Han Herred Havbåde, Thorupstrand Spil- og Fiskeriforening, Thorupstrand Kystfiskerlaug og Thorupstrand Fiskercompagni samt Jammerbugt Kommune og Klim Sparekasse.

Jammerbugt er omdrejningspunkt for projektet. DTU Aqua skal være konsulenter på den del, der drejer sig om den biologiske dokumentation af bundtyper, og af hvad der foregår, når der fiskes i forskellige områder af Skagerrak.

Fotograf Jan-Robert Jore fra Norge skal følge projektet og lave film. En central del af formidlingen drejer sig om at belyse det, man normalt ikke ser, nemlig det, der foregår under vandet. Med projektet etableres 'Center for bæredygtige livsformer' i Han Herred Havbådes regi.

Projektleder er Kirsten Monrad Hansen, Han Herred Havbåde, telefon 20 70 08 70, pipsen@havbaade.dk