31-10-2017
Klaus Hjorth Larsens hjerte banker for Han Herred, og derfor glæder han sig til nye udfordringer med rådgivning af Klim Sparekasses erhvervskunder såvel som privatkunder i landet mellem hav og fjord.
Klim Sparekasse har pr. 1. november 2017 ansat Klaus Hjorth Larsen, Brovst, i en nyoprettet stilling, der især retter sig mod udlåns- og kreditområdet i sparekassen.
Klaus Hjorth Larsen er 54 år og kommer fra en ansættelse som erhvervskunderådgiver i Jutlander Banks Fjerritslev-afdeling. Han er født og opvokset i et landmandshjem på Tranum Enge og blev i 1982 student på Fjerritslev Gymnasiums allerførste hold. Eksamensbeviset blev dernæst suppleret med Højere Handelseksamen.
Tilbage på hjemegnen blev han i 1984 elev i Brovst Sparekasse, og under den toårige uddannelse gjorde han tjeneste i sparekassens filialer, herunder i Arentsminde, hvor han senere fik ansvar som filialleder indtil 1994. Hans arbejdsopgaver omfattede efterhånden primært erhvervskunder, og efter fusionen til Sparekassen Vendsyssel i 2006 fik han titel af erhvervskundechef. I mellemtiden havde han haft til opgave at stå for implementering af Totalkredit i sparekassen, ligesom han kvalificerede sig som vurderingsmand.
Klaus Hjorth Larsen tog i 2008 et spring mod vest i Han Herred og blev erhvervskunderådgiver i ebh banks Fjerritslev-afdeling, som senere blev overtaget af Sparekassen Himmerland og fra 2014 blev fusioneret til Jutlander Bank.
Det er således en særdeles erfaren og kompetent medarbejder, som i fremtiden skal i nærkontakt med kunderne i Klim Sparekasse, hvor der er en solid, 140-årig tradition at bygge på. Netop det lokale engagement, som Klim Sparekasse er kendt for, tiltaler Klaus Hjorth Larsen, der selv er et foreningsmenneske med bestyrelsesposter i Tranum Gymnastikforening og Brovst Turist- og Erhvervsforening bag sig, ligesom han gennem årene har været aktiv fodboldspiller.
Klaus Hjorth Larsen er gift med Alice, der er bogholder på Skovsgaard Hotel. Sammen har de børnene Eva, der er 27 år og radiograf, Anne, der er 25 år og lærer, og Kristoffer, der er 19 år og under uddannelse. Ud over at følge sin søns udfoldelser inden for fodbold får Klaus Hjorth Larsen også tid til fritidsinteresser som løb og cykling.