23-08-2017
Meget tilfredsstillende regnskab for 1. halvår 2017
Klim Sparekasse kom ud af første halvår 2017 med et overskud på godt 3,77 mio. kr. før skat mod 3,13 mio. kr. i samme periode af 2016
Læs halvårsrapport 2017 i pdf-udgave
Resultatopgørelsen
Netto rente- og gebyrindtægter er faldet med 1 pct. til 8,7 mio. kr., som skyldes et fald i udbytte af aktier på 439.000 kr. Netto renteindtægterne er uændrede på trods af fortsat lavere renteindtægter fra beholdningen af obligationer, hvilket skyldes en kombination af forøget udlån og faldende renteudgifter til indlån.
En væsentlig stigning i gebyr- og provisionsindtægter på 12,4 pct. til 2,9 mio. kr. afspejler stor aktivitet i sparekassen i løbet af halvåret.
Fonds- og valutabeholdningen har givet en samlet kursgevinst på 1,3 mio. kr. Sidste år udviste denne post en kursgevinst på 451.000 kr.
De samlede udgifter til personale og administration udgør 5,6 mio. kr. mod sidste års 5,4 mio. kr.,svarende til en stigning på 3,5 pct. En flot tilgang af nye kunder, men også generelle stigninger i omkostninger til edb, administration og support er årsagen.
Halvårets nedskrivninger på udlån udgør 570.000 kr., hvilket er næsten uændret i forhold til sidste års nedskrivninger på 549.000 kr.
Balancen
Udlån udgør pr. 30. juni 2017 169,4 mio. kr., hvilket er en stigning på 7,4 pct. i forhold til 1. halvår 2016 og en stigning på 4,7 pct. i forhold til ultimo 2016. I fremtiden håbes på en fortsat stigning i udlånet.
Indlån udgør 334,8 mio. kr., hvilket er et fald på 2,1 pct. i forhold til 1. halvår 2016 og et fald på 4,8 pct. i forhold til ultimo 2016. Faldet i indlån dækker over en væsentlig forøget aktivitet med investering i investeringsforeningsbeviser det seneste år.
Egenkapitalen udgør pr. 30. juni 2017 67,6 mio. kr., hvilket er en stigning på 5,5 mio. kr. i forhold til30. juni 2016.
Garantierne er opgjort til 56,2 mio. kr., hvilket er en stigning på 5,8 pct. i forhold til 30. juni 2016 som følge af mange bolighandler og hjemtagelse af kreditforeningslån.
I forhold til 1. halvår af 2016 er balancen faldet 0,1 pct. til 407,8 mio. kr.
Sparekassens solvens udgør nu 21,6 pct., hvor lovens mindstekrav udgør 8 pct. Det individuelle solvensbehov er opgjort til 10,9 pct. Likviditetsoverdækningen i Klim Sparekasse udgør 371 pct., og udlån i forhold til egenkapital udgør kun faktor 2,5, hvilket dokumenterer, at sparekassen er særdeles solid og godt polstret til fremtiden.
Generelle forhold – mange nye kunder
Klim Sparekasse har i første halvår haft en netto tilgang af ca. 100 nye kunder, og vi oplever klart en forbedring af de økonomiske konjunkturer for især erhvervskunderne. Men mange privatkunder ser også mere positivt på fremtiden. Vi er særdeles tilfredse med den store opbakning fra såvel bestående som nye kunder til vores lokale og selvstændige sparekasse med 10 ansatte.
Sparekassens ca. 1.100 garanter har fået udbetalt 3 pct. i rente af garantkapitalen i 2016.
Sparekassen forventer, at årsresultatet af den primære drift (resultat før kursreguleringer og nedskrivninger) bliver i størrelsesorden 6 mio. kr., hvilket er en opjustering på ca. 800.000 kr.
Nærmere oplysninger fås hos direktør Henrik Agesen på telefon 96 18 01 31 eller mail ha@klimsparekasse.dk