12-01-2024
Garantrejse 2024 med Klim Sparekasse til Oslo og Drammen
Glæd dig til fantastiske og oplevelsesrige dage i den norske hovedstad Oslo og omegn i Kristi himmelfartsferien
5 dage
Onsdag 8. til søndag 12. maj 2024
Pris pr. person kr. 6.500,- Inkl. halvpension
Program
Dag 1
Vi kører fra Klim Sparekasse tidligt om morgenen mod Frederikshavn, hvor vi tager færgen til Gøteborg kl. 08.15. Vi nyder en morgenbuffet undervejs, inden vi når den flotte svenske skærgård. På turen mod Oslo gør vi frokoststop ved sluserne og vandfaldet i Trollhättan, hvor Klim Sparekasse er vært ved en let frokost bestående af håndmadder.
Efter en flot køretur gennem Sverige og Norge med små stop undervejs, når vi sidst på eftermiddagen vores hotel, Quality Hotel River Station direkte ved flodbredden og på hovedgaden i Drammen. Hotellet er fra 2019.
Efter indkvarteringen nyder vi en 2-retters menu i hotellets restaurant.
Dag 2
Efter morgenmaden kører vi ca. 40 km. ad en flot rute langs Oslofjorden til Oslo, hvor vi møder vores dansksprogede guide. Med bussen hjælper guiden os rundt i den norske hovedstad og omegn med masser af stop undervejs. Vi skal bl.a. besøge eller iagttage Kon-Tiki museet, Folkemuseet, Det Kongelige Slot, Holmenkollen og masser af andre spændende steder. Der bliver tid til frokost på egen hånd.
Vi kommer tilbage til hotellet sidst på eftermiddagen, og om aftenen går vi sammen ud for at spise på en restaurant i Drammen.
Dag 3
Efter morgenmaden kører vi igen til Oslo, hvor vores dansktalende guider venter os. Vi skal i små grupper gå lidt rundt i Oslo centrum og høre om byens seværdigheder og nyde livet i den dejlige hovedstad. Gåturen ad Karl Johans Gate, den smukke hovedgade, mod Kongeslottet er fantastisk. Vi kommer også forbi det norske parlament samt Rådhuset. En rundtur i Vigeland Skulpturpark er ligeledes en stor oplevelse. Ca. kl. 13 skal vi nyde en flot ca. 3-timers sejltur inkl. frokost på Oslofjorden, hvor vi bl.a. skal nyde et smukt og varieret landskab med klipper, øer og hyggelige byer med farverige huse langs kysten. Efter sejlturen kører vi tilbage til hotellet i Drammen.
Aftenen er til fri disposition, og man finder selv et sted i byen til aftensmad, eller man kan købe i hotellets bistro.
Dag 4
Efter morgenmaden møder vi vores norsktalende guide ved hotellet i Drammen, hvor vi nu skal ud på en dejlig bustur for at opleve hele området i og omkring Drammen og høre en masse om den spændende moderne by. Frokost er på egen hånd. Efter frokosten er der plads til en gåtur med guide rundt i Drammen, eller man kan vælge selv at planlægge eftermiddagen. Om aftenen går eller kører vi samlet ud og spiser aftensmad.
Dag 5
Efter morgenmaden starter hjemturen. Vi kører gennem de flotte landskaber tilbage mod Gøteborg med diverse stop undervejs. Frokosten nydes for egen regning på et passende sted. Vi sejler kl. 15.45 med Stena Line til Frederikshavn. Der er inkluderet aftenbuffet i restauranten. Vi forventer at være tilbage i Klim ca. kl. 21.30.
Prisen inkluderer
- Transport i turistbus og med færge
- 4 overnatninger på Quality Hotel River Station i Drammen
- Morgenbuffet, let frokost og aftensmad dag 1
- Morgenmad og aftensmad dag 2
- Morgenmad og frokost dag 3
- Morgenmad og aftensmad dag 4
- Morgenmad og aftensbuffet dag 5
- Guidede udflugter i 3 dage
- Dejlig sejltur på Oslofjorden
- Entre til Folkemuseet og Kon-Tiki Museet
Tillæg for enkeltværelse kr. 1.125,-
Ret til ændringer forbeholdes
Fjerritslev Rejser er formidler for rejsens tekniske arrangør, Lauritzen Rejser ApS #3185
Tilmeld dig senest 15. marts 2024 til Klim Sparekasse, telefon 98 22 52 55 eller e-mail dk@klimsparekasse.dk
Afgang fra Klim Sparekasse onsdag 8. maj 2024, kl. 05.30