21-08-2015
Fint 1. halvår 2015
Klim Sparekasse kommer ud af første halvår med et overskud på godt 3,3 mio. kr. før skat mod 5,2 mio. kr. i samme periode af 2014. Sparekassens basisindtjening sætter rekord.
Resultatopgørelsen – indtjeningsfremgang og faldende nedskrivninger
Netto rente- og gebyrindtægter er steget med 3,8 pct. til 8,6 mio. kr. Netto renteindtægterne falder som konsekvens af de stadigt lavere renteindtægter fra beholdningen af obligationer, men en væsentlig forbedring af gebyr- og provisionsindtægterne overstiger dette fald. Indtægter fra kundernes konvertering af kreditforeningslån er den væsentligste årsag. Der er tale om den bedste indtjening i sparekassens 138-årige historie.
Fonds- og valutabeholdningen har givet en samlet kursgevinst på 0,6 mio. kr. Sidste år udviste denne post en kurgevinst på 3,4 mio. kr.
De samlede udgifter til personale og administration udgør 5 mio. kr. mod sidste års 4,7 mio. kr., svarende til en stigning på 6,9 pct. En flot tilgang af nye kunder, men også generelle stigninger i omkostninger til edb, administration og support er årsagen.
Halvårets nedskrivninger på udlån udgør 0,5 mio. kr. mod sidste års nedskrivninger på 1,4 mio. kr.
På trods af skærpede myndighedskrav og fortsat relativt svage samfundskonjunkturer er der således tale om en betydelig positiv udvikling i forhold til tidligere år.
Balancen – vækst på alle poster
Udlån udgør pr. 30. juni 2015 153,5 mio. kr., hvilket er en stigning på 2,2 pct. i forhold til 1. halvår 2014. I fremtiden håbes på en større stigning i udlånet.
Indlån udgør 315,5 mio. kr., hvilket er en stigning på 8,6 pct. i forhold til 1. halvår 2014.
Egenkapitalen udgør pr. 30. juni 2015 58,3 mio. kr., hvilket er en stigning på 3,6 mio. kr. i forhold til 30. juni 2014. Klim Sparekasse har ingen mellemværender med staten vedr. garantbeviser.
Garantierne er opgjort til 34,8 mio. kr., hvilket er en stigning på 8 pct. i forhold til 30. juni 2014. Dette skyldes en højere aktivitet med bolighandler og konvertering af kreditforeningslån i første halvår 2015.
I forhold til 1. halvår af 2014 er balancen steget 5,4 pct. til 380,7 mio. kr.
Sparekassens solvens udgør nu 20,8 pct., hvor lovens mindstekrav udgør 8 pct. Det individuelle solvensbehov er opgjort til 10,8 pct. Likviditetsoverdækningen i Klim Sparekasse udgør 382 pct., og udlån i forhold til egenkapital udgør kun faktor 2,6, hvilket dokumenterer, at sparekassen er særdeles solid og godt polstret til fremtiden.
Generelle forhold – mange nye kunder
Sparekassens generelle økonomiske forhold må betegnes som stabile. Sparekassen er ikke involveret i store ejendomsprojekter, og vores engagement i landbruget giver ikke anledning til drastiske tiltag, idet disse er fordelt på mange forholdsvis mindre engagementer.
Som konsekvens af det kun svagt stigende udlån og den fortsat faldende forrentning af sparekassens store indlånsoverskud må vi forvente en nedgang i basisindtjeningen i fremtiden.
Klim Sparekasse har i første halvår haft en nettotilgang af 125 nye kunder, og selv om vi fortsat venter på bedre vilkår for mange erhvervskunder, ser vi positivt på fremtiden. Vi er særdeles tilfredse med den store opbakning fra såvel bestående som nye kunder til vores lokale og selvstændige sparekasse med 9 ansatte.
Sparekassens ca. 1.100 garanter har fået udbetalt 3 pct. i rente af garantkapitalen i 2014.
Sparekassen forventer, at årsresultatet af den primære drift (resultat før kursreguleringer og nedskrivninger) bliver i størrelsesordenen 6 mio. kr.
Henrik Agesen, direktør