03-12-2019
Fra 10. januar 2020 kan 500-eurosedlen ikke længere bruges som betalingsmiddel i Danmark, og danskere, som ligger inde med sedlerne bør derfor i god tid rette henvendelse til deres sparekasse/bank for at få dem byttet eller vekslet
Et bredt politisk flertal besluttede i foråret 2019 at forbyde 500-eurosedlen i Danmark. Forbuddet træder i kraft 10. januar 2020 og er et led i kampen mod hvidvask, terrorfinansiering og økonomisk kriminalitet.
”Finans Danmark støtter forbuddet mod 500-eurosedlen, da det er et vigtigt tiltag i kampen mod hvidvask og terrorfinansiering. En række konkrete sager både i Danmark og i udlandet de senere år har vist, at 500-eurosedler i stort omfang har været anvendt til kriminelle aktiviteter. Det skyldes, at sedlen repræsenterer et stort beløb og dermed gør det let at transportere store beløb over grænserne. Desuden kan den anvendes til betalinger over stort set hele verden. Ved at forbyde dem gør man det vanskeligere for kriminelle at operere,” siger Kjeld Gosvig-Jensen, juridisk direktør i Finans Danmark.
Forbuddet betyder, at 500-eurosedlen efter 10. januar 2020 ikke længere kan anvendes, udleveres, indleveres, veksles, bruges som betalingsmiddel eller overdrages i Danmark. Det er ikke ulovligt at besidde 500-eurosedler, men de kan altså ikke længere anvendes i Danmark efter 10. januar 2020.
Danskere, som ligger inde med 500-eurosedler, bør i god tid inden 10. januar 2020 henvende sig til deres sparekasse/bank for at få dem byttet eller vekslet. Det skal sikre, at bankerne selv får tid til at afhænde de indleverede sedler på det internationale valutamarked, inden forbuddet træder i kraft. Man skal dog være opmærksom på, at der allerede i dag er banker, der ikke længere modtager 500 EUR-sedlen, så derfor bør man tjekke med sin bank. Man skal desuden være opmærksom på, at indlevering af et større antal 500-eurosedler kan give anledning til spørgsmål fra bankens side.
Forbuddet mod 500-eurosedlen i Danmark sker som led i gennemførelsen af EU’s 5. hvidvaskdirektiv og blev vedtaget i Folketinget 7. maj 2019.
I Eurozonen ophører udstedelsen af 500-eurosedlen endeligt den 26. april 2020, men sedler vil fortsat kunne veksles i alle lokale nationalbanker i Eurozonen, f.eks. Deutsche Bundesbank.
Kilde: Pressemeddelelse fra Finans Danmark 03.12.2019