
20/08/2025
Halvårsrapport 2025
Tilfredshed med 1. halvår 2025
Klim Sparekasse er kommet fornuftigt fra start i 2025 med et resultat før skat på 4,6 mio. kr. mod 4,0 mio. kr. i 2024.
Resultatet tager afsæt i en basisindtjening, der er påvirket af faldende renteindtægter.
Nettorenteindtægterne falder, som følge af et generelt faldende renteniveau. Udlånet er steget 5,7% i forhold til 30/6-2024. Basisindtjeningen er ligeledes påvirket af stigende udgifter til personale og administration.
”Vi ser fortsat en meget tilfredsstillende tilgang af nye kunder. Vi er naturligvis glade og stolte over den tillid, som kunderne viser os, og det er til fulde medarbejdernes fortjeneste, for de yder en kæmpe indsats hver dag,” siger adm. direktør Alex Andersen.
Aktiviteten har været høj, specielt på boligområdet, hvilket har medvirket til en stigning i
nettogebyr- og provisionsindtægterne på 5,3%. I forhold til samme periode sidste år, så har flere
kunder været aktive på boligmarkedet, men også sparekassens værdipapirer har givet et fornuftigt udbytte.
Fonds- og valutabeholdningen har givet en samlet kursgevinst på 0,5 mio.kr., mod en kursgevinst på 0,2 mio. kr. i 2024. Sparekassens beholdning af aktier har givet en beskeden gevinst, og beholdningen af obligationer en gevinst på 0,4 mio.kr. Sparekassens obligationsbeholdning på 164,8 mio.kr. forvaltes af en ekstern kapitalforvalter med et forsigtigt investeringsmandat.
De samlede udgifter til personale og administration udgør 11,9 mio.kr. mod sidste års 10,9 mio.kr.
Stigende it-og lønomkostninger er hovedårsagerne til udviklingen. Alene omkostninger til it-udvikling og implementering er steget 17,5% i årets første 6 måneder.
Nedskrivninger på udlån udgør netto en indtægt på 1,0 mio. kr., hvor det i 2024 var en udgift på 0,7 mio. kr. Sparekassens kunder har generelt en sund økonomi samtidig med, at flere vanskelige sager er blevet løst bedre end forventet. Enkelte brancher har det fortsat svært, men vi er ikke eksponeret mod de mest følsomme brancher på erhvervssiden, og blandt privatkunderne ser vi ingen væsentlige udfordringer, da mange har en stærk økonomi og en god likviditet, ”siger adm. direktør Alex Andersen. Tidligere afsatte beløb reguleres i takt med øget udlån.
Balancen
Udlån udgør pr. 30. juni 2025 227,2 mio.kr., hvilket er en stigning på 5,7% i forhold til 1. halvår
2024, og en stigning på 5,2% i forhold til ultimo 2024. 39,4 % af sparekassens udlån kommer fra
erhvervskunder. Landbrug, jagt, skovbrug og fiskeri udgør 14,6 % af det samlede udlån. 78 % af
sparekassens udlån stammer fra sparekassens primære markedsområde.
Indlån udgør 501,7 mio.kr., hvilket er en stigning på 13,9 % i forhold til 1. halvår 2024 og en
stigning på 5,2 % i forhold til ultimo 2024.
Egenkapitalen udgør pr. 30. juni 2025 124,2 mio.kr., hvilket er en stigning på 7,8 % i forhold til
30. juni 2024. Indbetalt garantkapital udgør 21,9 mio.kr. af egenkapitalen.
Garantierne er opgjort til 63 mio.kr., hvilket er en stigning på 8,6 % i forhold til 30. juni 2024. Her
er det højere aktivitet på boligmarkedet, der er årsagen til fremgangen.
I forhold til 1. halvår af 2024 er balancen steget med 13,6 % til 641,5 mio.kr.
Sparekassens solvens udgør herefter 35,3 %, hvor lovens mindstekrav udgør 8 %. Det individuelle
solvensbehov er opgjort til 11,5 %. Overdækningen på 23,8 % er således fortsat blandt de største i
Danmark. Likviditetsoverdækningen i Klim Sparekasse udgør 3.072 %, og udlån i forhold til
egenkapital udgør kun faktor 1,8, hvilket understreger, at sparekassen er særdeles solid og godt
polstret til at imødekomme fremtidens kapitalkrav.
Generelle forhold
Sparekassens garanter har fået udbetalt 4,25 % i rente af garantkapitalen for 2024.
På baggrund af den fornuftig start på 2025 fastholder sparekassen forventningerne til resultatet før skat. Årets resultat af den primære drift (resultat før kursreguleringer, nedskrivninger og skat) forventes således i intervallet 5,5 – 8,0 mio.kr.